I får det hundredefold igen…

Der er ingen, der har forladt hjem eller brødre eller søstre eller mor eller far eller børn eller marker på grund af mig og på grund af evangeliet, som ikke får det hundredfold igen nu i denne verden, både huse og brødre og søstre og mødre og børn og marker, tillige med forfølgelser, og evigt liv i den kommende verden. 
                            (Mark. 10,29-30)

Borromæusposten - vort lille "flyve-blad" til traditionelle katolikker i Danmark - runder i denne måned et skarpt hjørne, med sit nummer 100. Ovenstående Guds ord minder os om, at alle ofre - store og små - som bringes i Kirkens tjeneste, til Guds større ære, er af værdi i Guds øjne, også selvom Verden foragter dem eller endog lønner dem med forfølgelse.
Vi kan i den forbindelse med særlig glæde tænke på en af Borromæus-gruppens tidlige kræfter, Martin Knudsen fra Silkeborg, som i 2006 lod sig vie til præst og endnu den dag i dag virker i udlandet (Amsterdam). Om denne store milepæl kan man læse i BP 32 og 33 (juni og juli 2006).
Blandt andre store milepæle, som en gennemlæsning af de første 100 numre minder os om, er: indførelsen af månedlige messer i Sankt Therese kirke (BP1, 2003); flytningen til skolekapellet på Østerbro (BP10, 2004); Motu Propriet "Summorum Pontificum" (BP46, 2007); Indførelsen af to månedlige messer i Jesu hjerte kirke (BP51, 2008); pontifikalmessen i Skt. Ansgars kirke (BP75-76, 2010); instruktionen "Universae Ecclesi-ae" (BP92, 2011); og de første traditionelle firmelser i Danmark efter 1969 (BP86, 2010 og BP94, 2011).
Bevægelsen for genopbygningen af den liturgiske Tradition går langsom-mere i Danmark end så mange andre steder. Det kan der være mange grunde til - herunder også vore egne fejl og mangel på kræfter - men ingen tænker sig næppe længere, at bevægelsen vil gå i sig selv igen eller blot kan ignoreres. Langsomt, men sikkert vindes hjerte og forstand for Kirkens umistelige Tradition og dens liturgiske udtryk. Den daglige messe i København kommer også en dag. På gensyn i de næste 100 numre!

Den hl. Blasius

Den hellige Blasius brugte de unge år til at studere filosofi, og blev efter-følgende læge. I sin praksis så han megen lidelse. Samtidig indså han hulheden i verdslige fornøjelser og besluttede sig derfor til at vie resten af sit liv til Gud. Da biskoppen i Sebasteia (Lilleasien) døde blev St. Blasius udnævnt biskop. Rygtet om helligheds ry spredte sig, og snart kom mange pilgrimme, som søgte både legemlig og åndelig helbredelse. Agricolaus, som var Kappadokiens guvernør, begyndte forfølgelse på kejser Licinius' ordre. Den hellige Blasius blev derfor pågrebet. På hans vej til fængslet kastede en kvinde, hvis barn var ved at dø af halsonde, sig for hans fødder og bad om hans forbøn. Rørt af hendes sorg opsendte Blasius sin bøn, og på denne blev barnet helbredt. Siden da er Blasius' forbøn blevet anmodet ved halsonder, og deraf også den såkaldte Blasiusvelsignelse.
Da den hellige Blasius nægtede at tilbede de falske guder blev han slemt tortureret og derefter hals-hugget. Dette skete i året 316.
Refleksion: Der er intet offer, som den menneskelige natur ved hjælp af Nåden ikke kan bringe. Da apostlen Paulus bebrejdede Gud fristelsernes vold, var Guds svar, at Hans Nåde gør perfekt styrke i den menneskelige svaghed.

Oversat fra Little Pictorial Lives of the Saints, Baltimore 1894.
Efter messen den 5. februar meddeles Blasiusvelsignelsen.

Kardinal Malcolm Ranjith, ærke-biskop af Colombo, har skrevet et brev til Una Voce Internationalis (UVI) i anledning af dennes 20. generalforsamling i november 2011. UVI er en lægmandsorganisation, som arbejder for udbredelsen af den traditionelle messe.
I perioden 2004 til 2009 var kardinal Ranjith sekretær for Den pavelige kongregation for Gudstjeneste. Han er kendt for sine utvetydigt positive udsagn om traditionel liturgisk praksis. Brevet, som i sin helhed kan læses på www.newliturgicalmove-ment.org, indeholder en påmindelse om, at liturgi ikke kan være menne-skets egen frembringelse - ellers bliver det den guldkalv Aaron tilbad. "Vi må vedblivende insistere på tilbedelse som deltagelse i hvad Gud selv gør". Kardinalen udtrykker, at netop denne holdning kommer til udtryk i den traditionelle messe, som han derfor på det varmeste anbefaler.