TEMA: Katolske klostre og den ekstraordinære romerske ritus
Klostrene har været en central livsnerve i Kristenheden siden den tidlige middelalder. I dag tænker mange nok at klostervæsenet er i krise - og rigtigt er det, at de fleste ordener savner kald og at mange klostre er blevet lukket af denne årsag i de seneste 50 år. Så meget desto mere interessant er det at lægge mærke til de ordener og klostre som blomstrer - det er typisk de mere "traditionelle", hvoraf en del er grundlagt på eller gået tilbage til brugen af den ekstraordinære ritus i liturgien. Dette nummer af BP fokuserer på nogle eksempler fra det nærmeste udland.

Le Barroux: grundlagt med den gamle ritus
Asperges me. Kraftfuldt intenst, men samtidig også melodisk og harmo-nisk lyder det under hvælvingerne, da mere end 40 munkestemmer istemmer den gregorianske sang. En næsten chokerende oplevelse for os fra de nordlige breddegrader. Omkring mig sidder unge familier med små børn ved hånden og en baby i bæreselen, pensionister i stiveste søndagspuds, hippe typer fra café miljøet, og turister, der som mig er kommet langvejs fra for at se klostret. De fleste er gengangere, der hjemmevant følger med i de tosprogede messebøger. Efter messen samles de i store grupper uden for kirken. Nogle går på shopping i den store butik med klostrets egne økologiske produkter, andre pakker picnickurven ud og slår sig ned ved de mange borde på klostrets område. "Jeg kommer her hver dag", fortæller den gamle dame, der standser op for at give mig et lift til le Barroux. Her - tre kvarters kørsel fra Avignon - ligger Abbaye Sainte Madeleine. Det ser ud som om det altid har ligget der på bakketoppen, omgivet af olivenlunde og frugttræer. Men faktisk stod det først færdigt i 1989. En ung benediktiner, Gérard Calvet, fik af sin abbed lov til at forlade sit kloster og leve i ensomhed ved Bedoin - en lille landsby i Vaucluse. Han ville tilbage til sine benediktinske rødder. Flere unge mænd, der ville det samme, kom til, og i 1989 stod deres store kloster i klassisk, benediktinsk stil færdigt. Her leves der et både traditions-bundet og supermoderne klosterliv. Man følger den traditionelle ritus, og alle klostrets tidebønner kan høres direkte på nettet. Læs mere på http://www.barroux.org

Tekst og billede: Lisbeth Rütz

Vyssi Brod og Mariawald: retur til gl. ritus
Her og der vender også ældre klostre tilbage til den over-leverede liturgi. Man kan nævne det tyske kloster Mariawald, der gik tilbage til den gamle ritus i 2008, og det tjekkiske kloster Vyssi Brod (se billede), som gjorde det i efteråret 2011. Vyssi Brod er grundlagt 1259 og har helt fra begyndelsen hørt til cistercienser-ordenen, mens Mariawald, grundlagt 1486 af cistercienserne til varetagelse af et valfartssted, siden 1861 hører under trappisterne. De to klostre har haft en meget omskiftelig, til tider dramatisk, historie. Begge blev således lukket af nazisterne i 1941. Munkene blev enten fordrevet eller inddraget til militærtjeneste, hvilket ikke alle over-levede. En enkelt munk fra Vyssi Brod blev myrdet i koncentrationslejr. De overlevende trappister kunne vende tilbage til et Mariawald, ødelagt af krigshandlinger, som de i de følgende år byggede op igen. De seneste årtiers store problem har været, at antallet af munke er faldet til et farligt minimum. Vyssi Brod blev også genåbnet i 1945, men med store problemer med den tjekkiske regering. 1948, efter den kommunistiske magtovertagelse, må den samme abbed, der få år før var flygtet fra nazisterne og de fleste munke, flygte til Østrig, 1950 lukkes klostret og de sidste 2 munke bliver interneret. 1990 vender 2 af de gamle munke tilbage og starter forfra.
De to klostre har i de seneste år haft tilgang af nye munke, Mariawald har i dag 10 brødre, Vyssi Brod 7. For begge gælder, at genoptagelsen af den overleverede ritus sker i håb om at forny og styrke klosterlivet.

Tekst: Ulf Becker