Ved Korset til Opstandelsen
Som en af Skandinaviens største teologer, dominikanerpater Anders Piltz, for nogle år siden sagde i en prædiken på 3. søndag efter påske, er denne søndags evangelium (Johs. 16,16-22) næsten profetisk passende i disse år, hvor Kirken oplever en overvældende sorg og smerte over den flod af dødssynd, som er blevet afdækket blandt enkelte af dens mest betroede mænd. I søndagens Evangelium siger Jesus bl.a.:

I skal jamre og græde, men Verden skal glæde sig. I skal sørge, men jeres bedrøvelse skal forvandles til glæde. Når kvinden føder, har hun bedrøvelse, fordi hendes time er kommen; men når hun har født barnet, tænker hun ikke mere på sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden. Også I er vel nu bedrøvede, men jeg vil se jer igen, og jeres hjerte skal glædes, og ingen skal tage jeres glæde fra jer.

"Verden" - og med den Mørkets fyrste - glæder sig over den mindste svaghed og plet i Kirkens, og naturligvis endnu mere over de store svigt og misbrug, som for nylig er kommet frem. I disse år må hele Kirken sørge og gøre bod, ja, jamre og græde med de som blev mishandlet og svigtet. Fra Guds Moders åbenbaringer (La Salette, Fatima, Akita, …) ved vi, hvor meget Hun også i dag sørger over hele menneskehedens synd, ganske særlig den blandt Kirkens betroede, og hvor indtrængende Hun indbyder os til at gøre bod for den.
Og kan vi blot i et lille mål tage del i Kristi lidelse, som forener sig med de uskyldige børns, følge Ham blot i et lille glimt på hans Korsvej for at sone alle menneskers synder, så skal vi også se Ham og få del i Hans løfte til os om, at vi må følge Ham i opstandelsen - om at sorgen skal vendes til en glæde, som er helt anderledes end Verdens skadefryd, fordi den er evig og ren, fordi den kommer fra Hans hellige Hjerte.
På samme måde, som vi i fastetiden bestandig havde opstandelsens time for øje, må vi også her i Påsketiden huske, at kun Korsets hellige vej fører til opstandelsen.

Habemus Papam
I sin uendelige nåde har Gud skænket Kirken en ny pave. Vi beder for ham med Kirkens gamle bøn for Peters efterfølger:
Dominus conservet eum, et vivificet eum, et beatum faciat eum in terra, et non tradat eum in animam inimicorum eius.
(Må Herren bevare ham, give ham liv, gøre ham lykkelig på jorden, og ikke give ham i fjenders vold.)

"Frans, genopbyg min Kirke!" Det var i kirken i San Damiano, at den hellige Frans, da han endnu var en ung mand i begyndelsen af tyverne, modtog sit kald til at følge Kristus. Han havde haft en lang urolig periode som ung, hvor han dels havde søgt at blive ridder, dels havde siddet i fængsel i en periode efter at have deltaget i et lokalt opgør med adelen i Assisi. Han havde også, efter sin fængsling, ligget syg i en meget lang periode, og havde således haft tid til at overveje, hvad han ville med sit liv. En eller anden indre længsel drev ham til at søge ned til kirken i San Damiano, hvor han satte sig alene og stirrede på korset. Pludselig talte det til ham, med stor kraft: Frans, gå og genopbyg min kirke!
Ordene rystede Frans, og han tolkede dem så konkret, at han styrtede hjem og skaffede nogle penge fra sin far, og gik til den lokale præst med dem. Først senere forstod han, at hans kald var langt større end at genopbygge den lille forfaldne kirke i San Damiano: også på den tid led Kirken under menneskelige svigt, og trængte til at blive mindet om Troens kerne og kald.