Fastetiden
Dom Guéranger insisterer i sit storværk “Det liturgiske år” på at Fastetiden er den periode i kirkeåret, hvor liturgien er allerrigest på mysterier. Vi lægger naturligvis mærke til, at Messebogens læsninger er meget længere end resten af året, og at de på en måde bringer os videre omkring – både i det gamle og det nye testamente – end de kortere læsninger fx i søndagene efter Pinse, som hovedsageligt fokuserer på Kristi lære og gerninger. Fastetidens læsninger sætter disse i et særlig dybt, og særlig mystisk perspektiv. Den første søndag i Fasten hører vi om Kristi fristelse i ørkenen, som – ligesom fastetiden selv – varede 40 dage. Tallet 40 forbinder Kristi og vor prøvelse med det jødiske folks prøvelser i den gamle Pagt: Syndflodens 40 dage, jødefolkets 40 år i ørkenen, og Moses og Elias’ sonende fasteperioder (hver på 40 dage). Og allerede den anden søndag i Fasten hører vi om netop Moses og Elias på Sinai bjerg, da de åbenbarer sig i samtale med Kristus, for øjnene af Apostlene (Matt. 17, 1-9).
Kirken ønsker, skriver Dom Géranger, gennem Fastetidens rigdom af tekster, at forene os med kernen i Kristi og profeternes faste, nemlig fordybelsen i Guds hellige vilje, som kræver at vi renser vores sjæl for alt det, der modsætter sig den – ikke blot i vort eget liv, men i hele verdens. Samtidig er Fastetiden en bodstid, hvor de små ofre vi bringer, gennem et overnaturligt Mysterium forener sig helt og fuldt med såvel Kristi Offer som med de ofre, profeterne og Guds folk gennem hele historien har bragt – og fortsat bringer netop i denne tid, med det ene formål at gøre bod for vores og hele verdens syndighed, og opnå Guds tilgivelse.
Fastetidens liturgi har langsomt taget form gennem århundrederne. Et konstant træk er den ydre alvor, som fx udtrykkes ved fraværet af de led i Messen, som i særlig grad udtrykker glæde og lovprisning af Guds herlighed: Gloria og Alleluia (der allerede forsvinder i Septuagesimatiden), det næsten totale fravær af større kirkefester, og tilsløringen af alteret og statuerne, som i Kirkens første århundreder

Med henblik på den kommende ekstraordinære bispesynode i Rom, har biskopperne reflekteret over ægteskabet og familien. Familiens betydning blev frem- hævet i filosofiske, teologiske og juridiske perspektiver. Den umistelige værdi af familiens og ægteskabets sakramente for den kristne Kirkes liv og vækst blev under- streget, sammen med behovet for at fremme den pastorale omsorg for familiernes forståelse og realisering af ægteskabets sakramente, forstået som en hellig og uopløselig forening af en kvinde og en mand. Kirkens lære og Tradition viser at mennesker som lever i ikke-sakramentale forhold udelukker sig selv fra muligheden af at modtage den hellige kommunion.
Erklæring fra den polske bispekonference, marts 2015. Kilde: kortlink.dk/kagy

varede hele fastetiden, men nu kun omfatter Passionstiden (de sidste to uger før påske). Mens vi gør bod, fylder liturgiens strenghed os med længsel efter den lykkelige time, da vi atter vil se og lovprise den genopstandne Frelser i al Hans Herlighed.