Traditionel Vesper 7/5
Den smukke gregorianske kirkesang fra middelalderen kan opleves i sine ”naturlige omgivelser” når den katolske domkirke inviterer til højtidelig aftensang lørdag efter Kristi Himmelfart.
I den katolske Kirke er gudstjeneste ikke bare noget der foregår søndag formiddag – hver dag i ugen og hvert tidspunkt på dagen har sin egen gudstjeneste, tidebønnen, hvor den gregorianske sang fortsat er en levende tradition. I klostrene synger man stadig tidebønnerne 7-8 gange om dagen, og aftensangen eller vesperen er dagens andet højdepunkt næst efter messen.
Vesperen lørdag aften er særlig højtidelig, da denne anses for søndagens begyndelse.
Vesperen er en del af festivalen "Himmelske Dage", der afholdes i København 5.-8. maj. Den vil blive fejret af den katolske biskop af København, Czeslaw Kozon, efter det klassiske ritual på latin (den ekstraordinære liturgi), med gregoriansk sang og renæssancepolyfoni.
Kilde: www.facebook.com/KatolskTradition

I nutidens Kirke virker mange i dag helt uvidende om de frygtelige konsekvenser af at nærme sig det hellige måltid uden at være i Nådens stand, altså at modtage Eukaristien i en tilstand af dødssynd. En sådan kommunion hjælper os ikke og kan ikke hjælpe os; faktisk nedkalder den straf over vore sjæle og gør vores tilstand værre end den før var.
Det er den hellige Paulus som først og klarest lærer os denne sandhed: ”Den, der spiser Herrens brød eller drikker hans bæger på en uværdig måde, forsynder sig derfor imod Herrens legeme og blod. Enhver skal prøve sig selv, og så spise af brødet og drikke af bægeret.  For den, der spiser og drikker uden at agte på legemet, spiser og drikker sig en dom til” (1. Kor. 11, 27-29). (…) I den traditionelle latinske Messe høres budskabet i disse vers mindst tre gange hvert år: en gang Skærtorsdag (hvor epistlen er 1.Kor. 11,20-32), og to gange på Kristi Legems Fest (hvor epistlen er vers 23-29, og kommunionsverset er vers 26-27). Kato- likker, som foretrækker at deltage i usus antiquor, kan altså ikke undgå at have Skt. Paul’s udfordrende ord mejslet i samvittigheden. (…)
Man kunne måske tro, at koncilets stærkt udvidede tekstrække (…) skulle omfatte alle de tekster som allerede fandtes i den romerske liturgi (jf. Sacrosanctum Concilium 23 og 50), og at den større dækning af bøgerne i det Nye Te-stamente ikke ville forbigå nogen vigtig passage. Men faktisk (…) udelader den reviderede tekstrække helt 1. Kor. 11:27-29. Den hellige Paulus’ “alvorlige advarsel” mod uværdigt at modtage Kristi Legeme og Blod, med fare for at fortabe sig selv, er ikke blevet læst ved nogen messe i den ordinære form, i næsten et halvt århundrede. Lad os være ærlige: begrebet ”uværdig kommunion” er forsvundet fra den almindelige katolske bevidsthed, i hvert fald i det rige, selvtilfredse Vesten.