Paradoksernes tid
I 1988 udsendte Pave Johannes Paul motu propriet Ecclesia Dei Adflicta, hvori alverdens biskopper tilsiges at der "alle vegne skal vises respekt for de troendes længsler" efter den gamle Messe, og at tilladelserne til fejringen af den skal være "generøs". Mange steder fejres den ikke, trods mange anmodninger, andre steder tåles sjældne fejringer.
I sin tid som kardinal skrev Pave Benedict, som dokumenteret i mange tidligere udgaver af BP, ofte om det uforståelige i den reelle udelukkelse og marginalisering, som troende med kærlighed til den gamle Messe udsættes for i disse år. Det, der tidligere var det helligste i Kirken, er pludselig det eneste, der slet ikke kan tillades. Mens man taler varmt om økumeni og religiøs dialog, er troende der insisterer på at leve, som hele Kirken levede indtil 1965, pludselig henvist til isolation, tålt ophold eller endog ekskommunicering. Pave Benedict - Kirkens overhoved - ønsker tydeligvis at ændre denne situation; men hidtil er intet sket. Hvorfor ikke?
I november 2006 fik alverdens biskopper besked på, at når den nye Messe fejres på basis af oversættelser, skal indstiftelsesordene "pro vobis et pro multis" gengives ordret - ikke fortolkende. Sker der noget? tilsyneladende ikke. Tidligere instruktioner vedr. liturgien, fx "Redemptionis Sacramentum" (2004), ignoreres helt tydeligt. Fx er det kun tilladt at bruge lægfolk som kommunionsuddelere, hvor Messen ellers ville blive alt for lang. Det er sjældent tilfældet i Danmark.
Vi skulle efter koncilet have set det store forår i Kirken. I stedet er Kirken i dag i krise på stort set alle områder.
At være katolik i dag stiller en overfor et valg: at elske eller i hvert fald acceptere paradokserne; eller at holde sig til Kirkens traditionelle praksis, lære og liturgi.       CW

 Andagt
ved cand. theol. Thomas Storgaard

Eva, Maria og Kirken
1. Mosebog 2, 21 - 22
I denne tekst hører vi om kvindens skabelse. Hun bliver skabt af et ribben fra Adams side. Kirkefaderen Jeronimus (347 - 420) lægger mærke til, at ordet "bygge" oftest bruges til at betegne opførelsen af et stort hus. Skabelsen af kvinden symboliserer Kirkens dannelse. Vidnesbyrdet om dette finder vi i Efeserbrevets kap. 5,32. Efter Adam og Evas skabelse finder syndefaldet sted, og synden indfinder sig i Verden. Men Gud overlod ikke menneskene til deres egen skæbne. Til den onde slange - djævelen - lyder det, at Gud selv vil skænke kvinden et afkom, der skal knuse dens hoved (1. Mos. 3,14). Dette afkom er vor Herre Jesus Kristus. Han er den nye Adam og hans mor, den hellige Jomfru Maria, er den nye Eva. Adam fik løftet om en medhjælp (1. Mos. 2, 18) og han så løftet blive opfyldt. Således er også løftet til Eva blevet opfyldt gennem den hellige Jomfru Maria i Kristus. Efter Hans liv og virke på Jorden, grundlagde Han Kirken ved sine 12 disciple (jf. Matt. 4, 18 - 22) og udpegede den først kaldede blandt disciplene, Peter, som Kirkens første leder (Matt. 16, 17 - 18). Efter Kristi sonende død på korset, opstandelsen fra de døde og himmelfarten, bliver Kirken udrustet (Johs. 20, 22) og døbt (Ap. G. 2, 2 - 13) med Helligånden, til at forkynde budskabet om Jesus Kristus, indtil Verdens ende (Ap.G. 1,8).
Kirken ligner den hellige Jomfru: Hun bærer Kristus i sig. Ved Kirken kommer budskabet om frelsen i Jesus Kristus ud i verden. Det er i Kristus ved Kirken, at mennesker bliver frelst. Det er her, den nye menneskeslægt bliver til. Værner vi om Kirken, værner vi om Kristus og Hans budskab. Amen.