RESURREXIT! ALLELUIA!

Efter fastetiden går vi nu ind i påsketiden, som vi i år indleder med fejringen efter traditional ritus af messen Påskedag. Kristi sejr over døden og synden giver os styrke og håb i kampen for at bevare troen midt i denne verdens udfordringer af den. Når alt synes mørkest og mest håbløst, skal vi i ånden gå med kvinderne ud til graven, og dele deres glæde over at finde den tom. Glæden over, at Kristus stod op, som han havde sagt, deler vi særlig med Guds Moder, hvis rolle i frelsesmysteriet vi som Kirke er inderligt forbundet med. Langfredag delte vi hendes smerte over at se sin Søn lide på korset. Lad os nu forene os med hende i fryd og glæde over Frelsens dag, og i aldrig glemme hendes ord ved brylluppet i Kana: Hvad som helst Han siger til jer, skal I gøre.

 Om den hellige Messe

Ligesom Jesu Kristi offerdød på korset er hovedleddet i hele hans frelsergerning, således er den hellige Messe midtpunktet i al katolsk gudstjeneste; den er nemlig intet andet end den ublodige fornyelse af hint offer på Golgatha, hvorved dets frugter tilvendes hvert enkelt menneske. Alle de ofre, som Gud selv havde påbudt i det gamle testamente, var kun forbilleder på det ene store offer, da Jesus Kristus, den evige ypperstepræst, een gang for alle selv gik ind i helligdommen, ikke med blod af bukke og kalve, men med sit eget blod, og derved fandt en evig genløsning. Skønt dette offer aldrig kan gentages, skal det dog efter Hans egen vilje fornyes dag for dag indtil tidernes ende…
         Messebogen, 2. udg., 1926, København.

Lad os bede for vore præster!
I Præstens år, hvor vi fordyber os i præste-dømmets mysterium dets og betydning for Kirken, er det særlig smerteligt at læse om de tilfælde af overgreb på uskyldige børn, som et antal præster i bl.a. Tyskland og Irland har gjort sig skyldige i. Ofrene har naturligvis krav på at sagerne bliver grundigt undersøgt og de skyldige straffet efter såvel kirkelige som verdslige love. Samtidig kan vi ikke undgå at tænke på, hvilken byrde disse modbydelige overgreb lægger på alle præster, som let kan blive mistænkeliggjort under ét. Presset på Kirken - såvel troende som præster - er selvfølgelig ikke til at sammenligne med de lidelser, som børnene har gennemlevet. Men samtidig med at vi beder for ofrene, må vi også intensivere vore bønner for alle vore gode præster, at de vedvarende må finde Guds og menneskers støtte i deres kald til at udbrede troen og sakramenterne til den betrængte menneskehed.