Tilbage til den
ene, sande Kirke
Omkring den internationale
bedeuge for enhed i troen, var det en stor glæde at følge, hvordan
pave Benedikts bestræbelser på at byde engelske anglo-katolikker
velkommen i den hellige, apostoliske og katolske Kirke. Med den
apostoliske konstitution "Anglica-norum coetibus"
(2009) blev grunden lagt for de ordinariater (en slags bispedømmer),
som skal danne rammen om de tilbagevendtes liv i Kirken. Her vil en del
af de tidligere anglikanske "præster" modtage en gyldig
vielse til katolsk præst - de første tre blev det den 16. januar i år,
og man regner med at mange flere (ca. 50 alene i England) vil følge
hurtigt efter. Hermed er mange anglo-katolikkers vision gennem tiden
blevet til virkelighed: anglikanske kristne opnår fuld enhed med den
katolske Kirke, med deres egne traditioner og identitet. De anglikanske
ordinariater er et af de relativt få nyere eksempler på et økumenisk
initiativ der konkret har ført til større enhed mellem kristne.
Tre
nyviede præs-ter i Westminster Cathedral
15/1 2011
Selvom den
anglikanske protestantisme på mange måder er mindre ekstrem end den
lutherske, er der grund til at bede for at dette eksempel også med
tiden må bringe andre protestantiske grupper tilbage til Moderkirken: Lad
os bede for, at alle, som står uden for Kirken, må vende tilbage til
Kristi ene hjord, "at alle må være eet, ligesom du, Fader, er i
mig og jeg i dig, for at også de må være eet i os; for at verden må
tro at du har udsendt mig!"
(Salme- og Bønnebog, s. 634)
|
|
Om
den ene sande Kirke
Det
andet vatikankoncil havde ikke til hensigt at ændre - og ændrede
således ikke - den tidligere lære om Kirken. (…) For eksempel
gentager erklæringen Dominus Iesus fra Troslærekongregationen
blot den konciliære og post-konciliære undervisning uden at tilføje
eller ændre noget som helst. Men i den post-konciliære periode har det
andet vati-kankoncils lære, uanset disse klare udmeldinger, været
genstand for fejlagtige fortolkninger der strider med den traditionelle
katolske lære om Kirkens væsen: enten ved at se en "kopernikansk
revolution" i det [koncilet], eller ved at fremhæve nogle dele af
det på bekostning af andre.
(Troslærekongregationen, 27/6 2007)
Der
findes altså én eneste Kristi Kirke, som består i Den katolske Kirke,
ledet af Peters efterfølger og af de biskopper, der er i samfund med
ham. (…)Derimod er de kirkelige samfund, som ikke har bevaret det
gyldige epis-kopat og det eukaristiske mysteriums oprindelige og fulde
indhold, ikke kirker i egentlig forstand; imidlertid er de, som er
døbte i disse samfund, ved dåben indlemmede i Kristus og er således i
et vist, omend ufuldstændigt, fællesskab med Kirken.
(Dominus Iesus, 57-61, 2000)
|